// SIDE 3 COPYDAN TEKST & NODE I 35 ÅR I august 1980 opstod den virksomhed, vi i dag kender som Tekst & Node. Netop dette år fik man nemlig forhandlet en kopieringsaftale på plads på skoleområdet med det resultat, at lærere på skoler og uddannelser nu kunne kopiere ophavsretligt beskyttet materiale inden for visse rammer. Betingelsen var blot, at man kompenserede rettighedshaverne ud fra, hvor meget deres værker blev kopieret. I anledning af de nu 35 år har vi sat vores nuværende formandskab stævne for at gøre status og give et bud på de fremtidige udfordringer for Tekst & Node. Tekst & Nodes formand gennem 17 år, Frants Iver Gundelach fra Dansk Forfatterforening, indleder med at reflektere over baggrunden for Tekst & Nodes skabelse: ”Bogsalget var begyndt at blive meget påvirket af den kopiering af ophavsretligt beskyttet materiale, der fandt sted på skolerne, så det var jo ret og rimeligt, at man ville etablere et system, hvor man opkrævede betaling for den kopiering, der fandt sted. Det var et område, der skulle opdyrkes, og det var i første omgang vanskeligt at forklare skolerne og lærerne, at der skulle betales for kopieringen. Det var et langt, sejt træk”. ”Efterhånden, som vi indgik aftaler med alle de forskellige typer af uddannelsesinstitutioner, voksede der en forståelse og accept frem af, at rettighedshavere skulle have penge for den kopiering af ophavsretligt beskyttet materiale, der fandt sted på institutionerne, og som tydeligvis påvirkede bogsalget. Vi gik fra at være pionerer til at være en etableret virksomhed”, fortsætter Frants Gundelach. Næstformand i Tekst & Node, Hanne Salomonsen fra Danske Forlag, supplerer med en fremadskuende bemærkning: ”Vi har hele tiden vidst, at vores ting bliver brugt i vid udstrækning i uddannelsessystemet. Med aftalelicensen og kopieringsaftalerne er vi sikret kompensation, så vi har mulighed for at investere og udvikle vores portefølje fremadrettet. Det er vigtigt for mig at betone, at man bør fastholde disse aftaler – også i en digital tidsalder – for hvis der ikke er vilje til at betale for kopiering, vil der slet ikke være noget at kopiere om 10 år”, forklarer hun. EU og aftalelicensen I de senere år har netop aftalelicensen været genstand for debat i EU-regi. EU arbejder for at harmonisere ophavsretten medlemslandene imellem, så de regionale forskelle forsvinder. Dette kan kompromittere den velfungerende danske aftalemodel, og det er ikke i dansk interesse, mener hverken Frants Gundelach eller Hanne Salomonsen.
Download PDF file